Egentlig troede jeg ikke, at det ville være noget for ham. Min snart 19-årige, medie-stor-forbrugende søn. Men faktisk var han ret begejstret for de billed-lyd-fortællinger, jeg har vist ham. Især I Krig og The Lifeline. Det er vel naturligt. Han skal på session i næste uge – eller “til Forsvarets Dag“, som det hedder nu om dage.
Han har meldt sig til frivilligt, egentlig kunne han godt vente, eller måske slippe helt, fordi han går på en ungdomsuddannelse. Men han satser på en uddannelse i forsvaret, drømmen er at blive pilot.
Det har været en sej en for mig at sluge. Og tanken om, at han rent faktisk ender med at blive soldat, og derfor kan ende med at skulle i krig – ja den tænker jeg helst ikke.
Jeg regnede som sagt ikke med, at de to, på hver sin måde, grumme krigsskildringer, ville tale til ham – men det gjorde de. Han var meget begejstret for dem, roste dem til skyerne. Det er nogle af de bedste han har set, sagde han!
Og afslørede altså, at den udtryksform overhovedet ikke er ny for ham. Næh, han ser dem tit, på nettet. Der kan man bare se.
Men de har nu ikke ændret på hans indstilling. Han vil stadig gerne være soldat. Det kommer ikke til at ske for mig, siger han.
